Finanslov

Anda Uldum: Vi har ikke droppet afgifterne

Naalakkersuisoq for finanser håber, at alt stadig er i spil i finanslovsforhandlingerne

Anda Uldum (D), naalakkersuisoq for finanser

Naalakkersuisut hænger I med alle kræfter, for at finde de manglende millioner på finansloven for næste år efter et svigtende makrelfiskeri.

Og ingen brikker er taget af brættet endnu, lyder det fra Finansdepartementet. Anda Uldum (D) slår fast, at afgiftspakken, som har mødt stor modstand, stadig er i spil.

- Naalakkersuisut har ikke droppet noget som helst, skriver naalakkersuisoq for finanser på Twitter.

Læs: Modstanden for stor: Holder igen med afgiftspakke

Stadig mulige åbninger
Inatsisartuts Finans- og Skattepolitiske Udvalg holder møde næste gang på onsdag. Møderne starter som ugentlige, men senere på efteråret bliver der kortere imellem dem.

På disse møder er alt stadig i spil, lyder det fra Uldums departement, som har rettet henvendelse til Sermitsiaq.AG, da man er utilfreds med journalisternes historier om en 'droppet' afgiftspakke.

- Afgiftspakken er ikke faldet. Det er ikke korrekt. Afgiftspakkens 1. behandling er udskudt, idet emnet indgår i de aktuelle finanslovsforhandlinger, skriver Martin Christiansen, der er pressekoordinator i selvstyret, i en e-mail.

Læs: Skal nu finde kompromis

Stor politisk modstand
Man har stadig forventninger om, at forhandlingerne vil få afgiftspakken i spil igen.

En mur har dog rejst sig foran Anda Uldum, da både ledende demokrater, siumuttere og atasuttere offentligt har udtrykt deres modstand.

Læs: Siumut i røre over afgifter

Frygter det vil ramme skævt
De er overvejende bekymrede - ligesom oppositionen - for en mulige social slagside af afgifterne samt påvirkningen på erhvervslivet.

Modstanden mod de højere afgifter blev onsdag i sidste uge så stor, at Anda Uldum selv udskød Inatsisartut-debatten og forhandlingerne, hvad der er blevet tolket som en opgivende handling.

Læs: Partii Naleraq: Der er ingen sammenhold hos Naalakkersuisut

Powered by Labrador CMS