USA

Amerikansk kongresmedlem skudt ned i Virginia

Det republikanske kongresmedlem Stephen Scalise er ramt af skud. Angrebsmanden er anholdt og neutraliseret.

Kongresmedlemmet Stephen Scalise og flere andre er ramt af skud under en baseballtræning i byen Alexandria i Virginia. Det oplyser amerikansk politi, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Overfaldsmanden er anholdt og i politiets varetægt, skriver lokalt politi.

Stephen Scalise er partiets officielle indpisker, for republikanerne i Repræsentanternes Hus.

- Han er ramt i hoften. Men umiddelbart er han ikke ramt på en livstruende måde, siger kongresmedlemmet Mo Brooks, ligeledes republikaner, der var på stedet og ydede førstehjælp.

Overfaldet skete under en baseballtræning relateret til Det Republikanske Partis medlemmer af Kongressens baseballhold.

Træningen var i byen Alexandria i delstaten Virginia.

15-25 medlemmer af Kongressen var til stede, da der blev åbnet ild.

Ifølge Reuters affyrede gerningsmanden mellem 50 og 100 skud med et semiautomatisk våben.

Flere sikkerhedsfolk skulle også være ramt.

Powered by Labrador CMS