Aleqa: Regeringen blander sig i interne sager om Kina

Aleqa Hammond mener, at den kinesiske interesse i Arktis byder på muligheder for Grønland

Offentliggjort

I sidste uge ytrede flere danske politikere bekymring for en kinesisk interesse i lufthavnsprojekterne i Grønland. Den konkrete baggrund er, at en kinesisk entreprenør er blandt de firmaer, der får lov til at byde på opgaven med lufthavnene.

Men selvom der altså alene er tale om en entreprenør, advarede blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen om kinesiske investeringer i projektet.

Men Danmark skal blande sig udenom, mener Aleqa Hammond (NQ).

- Danmark blander sig nu i interne grønlandske politiske sager, til trods for at Grønland har forhandlingsretten på allerede hjemtagne sagsområder og har ret til egne bilaterale samtaler med andre lande, herunder også Kina i den her sammenhæng, sagde hun under Folketingets afslutningsdebat.

Hun mener, at der bliver målt med to slags mål, alt efter om kinesernes interesse gælder Grønland eller Danmark.

- Regeringen kalder Grønlands samtaler med Kina for problematisk og kalder det for et udenrigs- og sikkerhedspolitisk spørgsmål for riget. Danmark har selv en målrettet markedsføringsplan med Kina i forvejen. Udenrigsministeriet har et hold, der lige præcis skal finde kinesiske investorer med appetit på det, som Danmark og dansk erhvervsliv har at byde på. Det er et arbejde, som ikke får regeringen til at sige, at hov hov, her er der en udenrigs- og sikkerhedspolitisk problemstilling, sagde hun.

Aleqa Hammond (NQ) mener, at kinesernes stigende interesse i Arktis giver Grønland nye muligheder. Tidligere i år har Kina offentliggjort en arktisk strategi, hvor planerne om en såkaldt 'arktisk silkevej' spiller en central rolle. Landet vil investere massivt i transportruter fra Kina som skal forløbe igennem Arktis.

- Det er en infrastrukturel ny ordning i Polhavet og Arktis, en ny orden, som i sidste ende vil give Grønland en ny handelstrategisk placering, som giver os et stort økonomisk potentiale for fremtiden, sagde Aleqa Hammond (NQ)

- For kineserne er infrastrukturen i Arktis af stor betydning, for at den nye silkevej kan være en succes, og dermed udviser kineserne interesse i at signalere en slags medejerskab af denne proces.

Aleqa Hammond (NQ) mener, at den danske regering i høj grad går USA's ærinde, når den nu kritiserer den grønlandske dialog med Kina.

- Det får amerikanerne til at løfte øjenbrynene, og de har bedt Danmark om at bremse denne kinesiske fremstormen i Arktis. USA er bekymret over kinesernes forhandlinger og samtaler med Grønland.

Læs også avisen Sermitsiaq, der har mere om emnet. Du kan få adgang til avisen herunder:

Powered by Labrador CMS