Arktisk Råd
Aleqa: Ny Arktisk Råd-aftale styrker Grønland
Læs, hvad Grønlands genoptagelse af sin deltagelse i Arktisk Råd betyder i praksis ifølge Naalakkersuisut-formand Aleqa Hammond
- Jeg vil fortsat kæmpe for, at Grønland altid selv kan forhandle, hvor vi har muligheden for det. Det er vigtigt, at der er en stærk officiel grønlandsk stemme i det internationale samarbejde.
Sådan siger formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, Siumut, i forbindelse med, at hun mandag kunne fortælle, at ’Grønland er kommet styrket ud af boykotten af Arktisk Råd’, og at Naalakkersuisut nu genoptager sin deltagelse i Arktisk Råd.
Naalakkersuisut-formanden forklarer her, hvad Grønlands tilbagevenden til Arktisk Råd betyder i praksis:
- Den nuværende model betyder, at Kongeriget Danmark i møder i Arktisk Råds regi fremadrettet har tilstrækkelige pladser under det canadiske formandskab. Grønland vil derfor igen kunne deltage aktivt i møderne.
- Når antallet af pladser til hver delegation i forhandlingsmøder er færre end tre, vil arbejdsdelingen internt i kongerigets delegation fremadrettet i stor udstrækning afhænge af kompetencefordelingen på det konkrete område. Ordningen tager således hensyn til indførelsen af selvstyret i 2009 og den gradvise grønlandske overtagelse af sagsområdekompetencer. Aftalen styrker derfor klart Grønlands muligheder for at deltage aktivt i samarbejdet, forklarer Aleqa Hammond.
Læs "Thorning-Schmidt roser Grønlands tilbagevenden"
Læs "Villy Søvndal: Rigsfælleskabet kan igen tale med én stemme"
Læs "Grønland er tilbage i Arktisk Råd"
Dét er Arktisk Råd
Arktisk Råd er et internationalt forum på højt niveau mellem de otte arktiske stater – Canada, Kongeriget Danmark, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA - som sikrer samarbejde, koordination og udveksling af erfaringer mellem de arktiske lande med deltagelse af repræsentanter for de arktiske oprindelige folk.
Der er seks arbejdsgrupper under Arktisk Råd. Grønland deltager i de mest relevante arbejdsgrupper, herunder leder Selvstyret Rigsfællesskabets delegation i SDWG (Sustainable Development Working Group) og CAFF.
Arktisk Råd beskæftiger sig overordnet med bæredygtig udvikling i bred forstand og beskyttelse af det arktiske miljø, herunder plante- og dyreliv.
Arktisk Råd er - og vil i stigende grad i fremtiden - være det vigtigste samarbejdsorgan for de arktiske lande. Arktisk Råd har siden det blev skabt i 1996 været særligt karakteriseret ved at have fokus på og deltagelse af de arktiske folk.
Læs alle artikler om Grønlands boykot af og tilbagevenden til Arktisk Råd