Politik og medier
Aleqa tager afstand fra Nikku-trussel
Naalakkersuisut-formand Aleqa Hammond fastslår, at landsstyret går ind for en uafhængig presse
- Ja, Naalakkersuisut finder en uafhængig presse uundværlig og en del af et demokratisk samfund. Naalakkersuisut er af den opfattelse, at pressen er forpligtede til at sikre alsidighed, og ikke formidle en ensidig journalistik.
Sådan siger formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, Siumut.
Det sker i et kortfattet paragraf 37-svar til medlem af Inatsisartut for Demokraterne Palle Christiansen, som har spurgt, om ’formanden for Naalakkersuisut er klar til klart og utvetydigt at tage afstand til forsøg på fra politisk hold at blande sig i KNR’s redaktionelle beslutninger ved hjælp af trusler om fratagelse af driftstilskud?’
Læs "Palle: Har Nikku truet KNR?"
Palle Christiansen stillede spørgsmålet, fordi Partii Inuit-formand Nikku Olsen angiveligt har truet KNR med at fratage public service-stationens dens årlige driftstilskud fra landskassen, fordi han var utilfreds med KNR’s dækning af hans 1. maj-tale, og fordi Nikku Olsen i det hele taget var utilfreds med, hvad han anså for en ensidig kritik af Partii Inuit og partiets repræsentanter.