Ostermann-ansættelse

Aleqa: Jeg har ikke løjet

Formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond holder fast ved, at Karl Lyberth havde det fulde ansvar for ansættelsen af hendes samlever Tom Ostermann

Aleqa Hammond afviser at have vidst noget på forhånd om ansættelsen af sin samlever Tom Ostermann som særlig rådgiver for Karl Lyberth
Offentliggjort

Aleqa Hammond afviser at have talt usandt om sin viden omkring Tom Ostermanns ansættelse som personlig rådgiver for tidligere medlem af Naalakkersuisut for fiskeri, fangst og landbrug Karl Lyberth fra Siumut. Hun holder fast ved at hele ansvaret ligger hos Karl Lyberth.

Læs: Karl Lyberth til Aleqa: Du vidste besked

Læs: Aleqa: Jeg har intet med Toms ansættelse at gøre

Karl Lyberth har fortalt til AG, der udkom den 15. januar, at formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond var orienteret om ansættelsen af hendes samlever Tom Ostermann som personlig rådgiver for ham.

- Inden jeg ansatte Tom Ostermann, orienterede jeg Aleqa. Det ville jo være dumt andet, da hun er min øverste chef. Men hun blandede sig ikke. Det ville nok også være dumt. Hun var jo mere eller mindre inhabil i sagen. Desuden vendte jeg ansættelsen med Vittus Qujaukitsoq (naalakkersuisoq for finanser og indenrigsanliggender), fortæller Karl Lyberth til avisen.

Medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Aqqaluaq B. Egede har spurgt Naalakkersuisut via paragraf 37-spørgsmål om, hvem der taler sandt i denne sag, som førte til Karl Lyberths exit som naalakkersuisoq.

Læs "Aleqa trækker Ostermann-bommert tilbage"

Læs "Aleqa: Tom trak sig"

Hvem taler sandt?
Aleqa Hammond fastholder sin forklaring, som hun fremlagde på pressemødet den 6. januar, hvor Karl Lyberth fratrædelse fra Naalakkersuisut blev meddelt.

- Jeg oplyste på pressemødet, at den nu afgåede naalakkersuisoq Karl Lyberth orienterede mig om sin beslutning om at ansætte Tom Ostermann som sin særlige rådgiver, og at beslutningen alene var Karl Lyberths. Det fastholder jeg, skriver Aleqa Hammond i sit svar til Aqqaluaq B. Egede.

Han har også spurgt Aleqa Hammond, om hun vil komme et dementi på sin udtalelse.

- Det er ikke korrekt, at jeg skulle have afgivet urigtige oplysninger, siger Aleqa Hammond.

Naalakkersuisut-formanden ønsker ikke længere at udtale sig om fadæsen med ansættelsen af Tom Ostermann.

Powered by Labrador CMS