Aleqa vil igen forsøge at overtale Thorning-Schmidt
Aleqa Hammond er på vej til København, fordi hun kæmper for erstatnings- eller kompensationsordning til Grønlands juridisk faderløse
Mens statsminister Helle Thorning-Schmidt fra Socialdemokraterne betragter sagen om Grønlands juridisk faderløse som afsluttet, forsøger Naalakkersuisut-formand Aleqa Hammond fra Siumut igen at få statsministeren til at ændre sin beslutning.
Naalakkersuisut kræver kompensation fra Danmark til juridisk faderløse.
Læs: Thorning afviser kompensation til Grønlands faderløse
Aleqa Hammond har flere gange anmodet statsministeren om dialog i forbindelse med de juridisk faderløse, men det afviser Helle Thorning-Schmidt, som senest 9. april skrev følgende svar til formanden for Naalakkersuisut:
- I forhold til spørgsmålet om en erstatnings- eller kompensationsordning er det regeringens opfattelse, at det foreliggende lovforslag gør endeligt op med, hvilke initiativer der er nødvendige for at sikre retsstillingen for de juridisk faderløse.
Naalakkersuisut er ikke tilfreds med denne afgørelse, ligesom Aleqa Hammond ikke er tilfreds med, at statsministeren har truffet afgørelse i sagen uden at kommentere formandens anmodninger om dialog.
Derfor er Aleqa Hammond i dag, fredag, på vej til København, hvor hun skal holde møde med Grønlandsudvalget i Folketinget.
Læs: Olsvig: Juridisk faderløse handler også om forsoning
Læs: Lovbehandling af juridisk faderløse udsat
Travle dage venter i København
Tirsdag i næste uge skal Folketinget debattere rigsfællesskabet, og her vil Aleqa Hammond redegøre for de juridisk faderløses forhold, både juridisk og socialt, ligesom hun vil fortælle om det samarbejde, eller mangel på samme, der har været mellem den danske regering og Naalakkersuisut i denne sag.
I forbindelse med sit ophold i København skal Naalakkersuisut-formanden også mødes med udenrigsminister Martin Lidegaard fra Radikale Venstre, hvor blandt andet storskalaloven står på dagsordenen.
- Jeg skal derudover også tale med den japanske udenrigsminister for at snakke om vores tiltag i Japan til december, oplyser Aleqa Hammond i en mail til Sermitsiaq.AG.