New York

Aleqa i FN: Det grønlandske samfund kæmper

Det sagde Aleqa Hammond i sin tale ved FN's første verdenskonference om oprindelige folk. Grønland er dog kommet langt siden kolonitiden, berettede formanden for Naalakkersuisut

Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond foran FN hovedkvarteret i New York

Mandag var en historisk dag for Grønland.

Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond talte over for delegerede fra over 90 lande ved FN's første verdenskonference om oprindelige folk. Verdenskonferencen i New York er på det højeste niveau, hvor hovedtaleren blandt andet er FN's generalsekretær Ban Ki-moon og præsidenten for Sametinget i Norge, Aili Kestitalo.

Læs: Første FN-verdenskonference om oprindelig folk er i gang

Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, Siumut, og udenrigsminister Martin Lidegaard, Radikale Venstre, gav sammen et indlæg om 'implementering af oprindelige folks rettigheder på nationalt og lokalt niveau', oplyser selvstyret i en pressemeddelelse.

Det var sagen om juridisk faderløse og baggrunden for etablering af forsoningskommissionen, som havde fokus i Aleqa Hammonds tale.

- Det grønlandske samfund kæmper - ligesom andre postkoloniale samfund - stadigvæk med alvorlige sociale problemer, som er tæt forbundet med vores kolonihistorie og den sociale omvæltning og det tab af traditionelle værdier, som har været forbundet med vores hastige modernisering, sagde Aleqa Hammond.

Læs: Aleqa klar til at holde tale ved klimatopmøde i New York

Uretfærdigt behandlede børn
Børn, som er født uden for ægteskabet, før 1963 i Vestgrønland og indtil 1974 i Nord- og Østgrønland, har den dag i dag ingen ret til at blive anerkendt som det biologiske barn af danske fædre, påpegede Aleqa Hammond.

- For mange grønlændere, som stadig lever i dag, men med en far som er død, er der stadig ingen officiel anerkendelse for den uretfærdighed, som de er blevet udsat for, og de er fortsat i praksis 'juridisk faderløse' i dag, sagde formanden i sin tale.

Forsoningskommissionen
Aleqa Hammond berettede også om etablering af forsoningskommissionen, som de danske regering som bekendt ikke ønsker at bidrage til.

- Det er derfor min regering i år har etableret en forsoningskommission, som skal iværksætte en åben dialogproces på tværs af partierne i Grønland, som skal give os mulighed for at forstå og tale mere frit om beslutninger, som er blevet truffet i vores land, og konsekvenserne af disse beslutninger, forklarede Naalakkersuisut-formanden.

Powered by Labrador CMS