ny naalakkersuisoq

Aleqa: Derfor blev det Finn Karlsen

Der er flere grunde til, at valget som ny naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug faldt på Finn Karlsen, fortæller Naalakkersuisut-formand Aleqa Hammond

Naalakkersuisut-formand Aleqa Hammond fotograferet på mandagens pressemøde
Offentliggjort

Overordnet er der tre grunde til, at medlem af Inatsisartut for Siumut Finn Karlsen af formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut er blevet udpeget til at følge efter Karl Lyberth, som mandag på et pressemøde tidsnok valgte at trække sig efter den seneste tids voldsomme uro.

- For det første er det vigtigt, at det blev en person med naalakkersuisoq-erfaring. For det andet skulle personen være fra Siumut, og for det tredje skulle vedkommende være fra vores egne rækker i Inatsisartut-gruppen. Derfor var valget ikke så svært, forklarer Aleqa Hammond i et interview med Sermitsiaq.AG.

Udover at være Naalakkersuisut-formand er Aleqa Hammond naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, ligesom hun nu er fungerende naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug.

Det sker frem til et ekstraordinært møde, som Aleqa Hammond har anmodet om, i Inatsisartut den 27. januar, hvor Finn Karlsen formelt skal vælges som naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug.

Læs "Finn Karlsen: Jeg svarede hurtigt ja"

Læs "Officielt: Finn Karlsen ny naalakkersuisoq"

61-årige Finn Karlsen var landstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug under Hans Enoksens 2. regering.

Den 23. august 2010 skiftede Finn Karlsen fra Atassut til Siumut. Han blev ved Inatsisartut-valget den 12. marts 2013 genvalgt som medlem af Inatsisartut.

Powered by Labrador CMS