Air Greenland

Air Greenland: Omkring 150 er strandet

Lørdagens storm langs den grønlandske vestkyst betyder fortsat forsinkelser for Air Greenland

Kommerciel direktør i Air Greenland Christian Keldsen
Offentliggjort

Omkring 150 flypassagerer har ventet siden lørdag formiddag på at flyve med Air Greenland til Aalborg.

Cirka 120 personer er kommet til Kangerlussuaq, mens cirka 30 er i Nuuk. De er så småt på vej til Kangerlussuaq, hvorfra alle flyver videre i aften, mandag.

Det oplyser kommerciel direktør i Air Greenland Christian Keldsen til Sermitsiaq.AG mandag middag.

Det er lørdagens vejr på den grønlandske vestkyst, som fortsat giver flyselskabet et efterslæb.

- Selv om vi havde været forudseende og omlagt programmet baseret på vejrudsigten allerede fredag, viste det sig, at konsekvenserne af vejret var langt mere vidtrækkende, forklarer Christian Keldsen, som beretter om travlhed hos Air Greenland.

- Vi har selvsagt ikke siddet på hænderne siden lørdag, men har lagt alle ressourcer i alternative løsninger, både med at skaffe alternative fly og egne besætninger med videre. Det er ikke en ønskesituation, at folk først kommer afsted i dag mandag klokken 22.35, men desværre en konsekvens af omstændighederne, påpeger Christian Keldsen.

Efter planen skulle Air Greenland have været fløjet fra Kangerlussuaq til Aalborg lørdag klokken 11.40.

Læs og se billeder i: Første direkte flyvning Aalborg-Kangerlussuaq

Læs: Air Greenland udfordret på jomfrutur til Aalborg

Læs alle artikler om Air Greenland her

Powered by Labrador CMS