servicekontrakter

Air Greenland mister omsætning på 75 millioner som følge af tabte kontrakter

Det koster dyrt, at virksomheden ikke længere skal operere i Sydgrønland, Disko-regionen samt flyve til Ittoqqortoormiit

Air Greenland betjener i dag Sydgrønland og Diskobugten med Bell 212-helikoptere

Air Greenland mister årligt 75 millioner kroner i omsætning fra og med 2017, som følge af, at det delvist selvstyreejede selskab ikke vandt samtlige servicekontrakter på trafikområdet, som Selvstyret udbød.

Læs: Air Greenland må skære 45 stillinger væk

Nedlægger 45 stillinger
Virksomheden står derfor over for at skulle nedlægge 45 stillinger. Men Air Greenland understreger samtidig, at selskabet vil arbejde på at undgå så mange fyringer som muligt ved at forsøge at omplacere de opsagte medarbejdere og ikke genbesætte ledige stillinger m.m.

Mister i Sydgrønland
Virksomheden mister således transportopgaverne i Diskoregionen og Sydgrønland og skal heller ikke flyve til Ittoqqortoormiit.

Læs: Massiv kritik af servicekontrakterne: Hvad siger du?

Bevarer i Nordgrønland
Omvendt bevarer luftfartsselskabet seks af de 11 servicekontrakter og skal fortsat betjene Qaanaaq, Upernavik, Uummannaq samt Østgrønland på de regionale ruter.

Må tilpasse
- Med resultatet af forhandlingerne om servicekontrakterne er det naturligt og nødvendigt at tilpasse Air Greenlands organisation for at fastholde en sund og rentabel forretning. Det er en stor omvæltning for selskabet, hvor vi må sige farvel til mange dygtige medarbejdere. Det er rigtig ærgerligt, men det er nu engang konkurrencens vilkår, understreger bestyrelsesformand i Air Greenland, Søren Lennert Mortensen, i en pressemeddelelse.

Læs: Kommune Kujalleq dumper servicekontrakt

- Når det er sagt, er vi naturligvis glade for, at vi skal videreføre størstedelen af servicekontrakterne, som er en betydende del af vores forretningsområde, og en opgave vi fortsat vil løse med høj service for kunderne, tilføjer han.

Optimere
Ud over at skære i antallet af stillinger skal selskabet også optimere driften yderligere.

Læs: Passagerer skal både med fly og båd

- Aktuelt tilpasser vi Air Greenlands organisation som konsekvens af de tabte servicekontrakter, og vi arbejder fortsat målrettet med at styrke selskabets konkurrencedygtighed. Her skal der arbejdes videre med effektiviseringer og rationaliseringer, og fokuset på kunderne skal styrkes betydeligt, så Air Greenland også i en skærpet og ny konkurrencesituation, er førstevalget, understreger bestyrelsesformanden.

Powered by Labrador CMS