diskrimination

Efter afvisning: - Min datter blev meget trist

Pavia Joelsen troede, at han havde fundet en bolig tæt på datterens skole. Men ejendomsselskabet i Aarhus afviste ham, fordi de ikke vil udleje Grønlændere.

Pavia Joelsen paninilu Isabel Ane

Datteren Isabel Ane er Pavia Joelsens øjesten.

I syv år har han været alene om at opdrage hende, og stoltheden lyser ud af faderens stemme, da han omtaler hendes gode præstationer i skolen i Aarhus.

Det var også derfor, at det var vigtig for ham, at finde en lejlighed tæt på skolen i Viby, således at den niårige pige kunne fortsætte her.

Så da det lykkedes at finde en i Viby, var der jubel i den lille familie.

- Hun blev så glad, da jeg fortalte hende, at vi havde fået tilsagn om en lejlighed tæt på skolen blev hun meget glad, fortæller Pavia Joelsen til Sermitsiaq.AG.

- Jeg fortalte hende, at jeg havde fået en mail og at jeg blot skulle ringe til ejendomselskabet for at aftale det praktiske.

Men netop den telefonsamtale skulle vende glæden til et modsatte. Pavia Joelsen blev stillet ind til en af cheferne for ejendomsfirmaet Dueholm & Krøyer, som spørger ham om han er udlænding.

Da han svarer, at han er grønlænder, får han besked på, at de ikke udlejer til udlændinge. Den kendsgerning, at han i sagens natur har dansk pas og har boet i Danmark de seneste ni år gør tydeligvis ingen forskel.

- Min datter blev meget trist, da jeg fortalte det til hende, siger Pavia Joelsen.

- Hun kan slet ikke forstå, hvorfor vi skal behandles på den måde. Hun er opvokset i Danmark, hvor vi har boet siden hun var 3 1/2 måneder gammel.

Overfor JP Aarhus bekræfter medejer af Dueholm & Krøyer, Christian Krøyer at man ikke ønsker at udleje til udlændinge og grønlændere.

- Det gør vi ikke, fordi de ikke forstår vores system, siger han til avisen.

Pavia Joelsen har svært ved at forstå, hvordan man kan diskriminere på den måde.

- Det kan ikke passe, at man kan frasortere folk på den måde, siger han.

- Jeg har jo dansk pas, men jeg ved ikke hvad jeg er for ham, siger han.

Oplevelsen fik ham til at skrive et opslag på facebook, som Kamikposten fortalte om. Siden har sagen skabt opmærksomhed på de social medier og senest i Jyllands Posten.

Det har imidlertid ind til videre ikke løst boligproblemet for Pavia Joelsen og Isabel Ane. De havde et tilbud om en midlertidig lejlighed, men det er netop faldet til jorden.

Hans nuværende kontrakt udløber på fredag, og selvom han har fået lidt ekstra frist til mandag, så skal han flytte på lørdag. Destination: Ukendt.

- Min datter kommer hjem fra spejderlejr på fredag. Imens pakker jeg vores ting sammen.

Pavia Joelsen håber, at han kan finde en midlertidig løsning henover sommerferien. Og så satser han på, at finde en lejlighed tæt på skolen inden det nye skoleår går i gang.

Men i sidste ende kan han blive tvunget til at tagen en, som enten giver lang transportvej til skolen eller gør det nødvendigt at skifte.

- Lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Det vigtigste for mig er at tilbyde min datter trygge rammer, siger han.

Insitut for Menneskerettigheder vurderer overfor JP Aarhus, at Pavia Joelsen har været udsat for ulovlig diskrimination.

LÆS OGSÅ: Afvist af ejendomsfirma fordi han var Grønlænder

Powered by Labrador CMS