selvstændighed

Afsat catalansk leder afviser, at han er på flugt

Carles Puigdemont, tidligere leder for selvstyret i Catalonien, er ikke kommet til Belgien for at søge politisk asyl, siger han på et pressemøde i Belgien.

Carles Puigdemont lod på pressemødet i Bruxelles indirekte forstå, at han ikke har tillid til, at han vil få en retfærdig retssag i Spanien.

Carles Puigdemont, den afsatte catalanske leder, forsøger ikke at flygte fra retsforfølgelse i Spanien, understreger han på et pressemøde i Belgien.

Står over for anklager

Catalonierens besøg i EU-hovedstaden tirsdag var ventet i spænding, da rygter om, at han ville søge asyl i Belgien, var løbet i forvejen.

- Jeg er ikke her for at søge politisk asyl, understreger Puigdemont på et spørgsmål under mødet i Press Club Brussels.

Omvendt har catalonieren endnu ikke reserveret en returbillet til Spanien, hvor han ifølge centralregeringen i Madrid vil blive anklaget for tilskyndelse til oprør og undergravende virksomhed.

Han blev spurgt, hvornår han vil rejse hjem, og her var svaret mere svævende.

- Det afhænger af omstændighederne, siger Puigdemont.

Risikerer fængsel

Bliver han dømt for de fremsatte anklager, kan han ende bag tremmer i et spansk fængsel i mange år.

Han lod på pressemødet indirekte forstå, at han ikke har tillid til, at han vil få en retfærdig retssag i Spanien.

Årsagen til rejsen var ifølge Puigdemont at præsentere Cataloniens sag i EU-hovedstaden.

Den afsatte leder sagde på pressemødet, at han afviser alle de anklager, som den spanske regering har fremsat imod ham.

Den spanske premierminister, Mariano Rajoy, som har opløst det catalanske parlament, har udskrevet nyvalg i december.

Powered by Labrador CMS