kommunalvalg 2017

Ægtepar stiller op for hvert sit parti

Manden er IA-er og konen er Demokrat og de stiller begge op for første gang til kommunalvalget

Lena Ravn Davidsen og Niels Davidsen
Lena Ravn Davidsen og Niels Davidsen er politisk uenige, men kan alligevel danne ægtepar. De stiller begge op til kommunalvalget.

Det er søndag eftermiddag i Ilulissat. Det blæser udenfor, og det gør spadsereturen fra den ene bydel til den anden til en mindre udfordring, da kuldefaktoren rammer de minus 45. Men det vil vise sig, om der også er kulde mellem et ægtepar, der stiller op for hvert sit parti, når Sermitsiaq møder dem i en duel.

Intet odiøst
– Nej, der er ikke noget odiøst i, at vi stiller op for hvert sit parti. Vi har altid respekteret hinandens forskelligheder og holdninger, siger Lena Ravn Davidsen, 45, og sætter sig ned ved spisebordet.

Hun er en kendt skikkelse i byen, hun er lærer i folkeskolen Atuarfik Mathias Storch og dyrker håndbold i sin fritid og er træner i idrætsklubben Nagdlúnguak ́. Det var også hende, som fik børnerettighedsinstitutionen MIO-s pris i 2014 for sin indsats. Hun er i øvrigt spidskandidaten for sit parti i sin kommune.

Hendes mand, Niels Davidsen, er ligeledes et kendt navn, da han er mangeårig idrætsmand i både håndbold- og fodboldverden. Han er uddannet elektriker og er ansat som kollegieinspektør på Den Socialpædagogiske Skole. Han bruger en stor del af sin fritid på at køre hundeslæde og er med til væddeløb. Men det er første gang, at de har valgt at stille op til det kommende kommunevalg den 4.april 2017.

Vil tage medansvar
– Vi har fundet ud af, at det er på tide, at vi tager et medansvar og kommer med i den politiske arena, forklarer Niels Davidsen, 53, og sætter sig foran sin kone og tilføjer:

– Jeg vil gerne kæmpe for at bane vejen for at skabe ressourcestærke familier, da jeg mener, at alting i livet udspringer fra et godt hjem.

Han går til valg på at forbedre fiskernes vilkår i for eksempel hellefiskefiskeri, udvikling og bedre koordinering af turismen, plan for byudviklingen, byggeri af lufthavn, flere hotel- og indkvarteringsmuligheder samt skabe flere og bedre sportsfaciliteter som en multiarena.

Konens valgoplæg
Hans kone går blandt andet til valg på etablering af gode skoler, familieklasser for børn med særlige behov, rejsende lærergruppe til yderdistrikterne samt GU i Ilulissat. Hun kunne også tænke sig, at der bliver ansat socialrådgivere i folkeskolen, så der kan ydes professionel bistand til de børn, der måtte have brug for det.

Læs hele historien om ægteparret, der stiller op for hvert sit parti i seneste udgave af Sermitsiaq, som du kan købe adgang til via linket herunder:

Powered by Labrador CMS