svindelsag

Advokat anklaget for at lave millionregninger uden grund

Advokat Susanne Fryland, del af sagen mod Johan Schlüter Advokatfirma, sendte store regninger til klient.

Som led i den store sag om bedrageri for over 100 millioner kroner begået af advokater, der stod for indkrævning og fordeling af rettigheder til film og tv, står en af de anklagede særskilt tiltalt at have udskrevet uretmæssige regninger.

Det kom frem under den første retsdag i den omfattende sag, der også trækker tråde til Grønland.

LÆS OGSÅ: Tiltale: Advokater forsøgte at skjule 86 millioner i grønlandsk vandprojekt

Advokat Susanne Fryland, der håndterede fordelingen som direktør for Registrering Danmark, er anklaget for at have udstedt regninger for "oprettelse af tv-kanaler" til kunden Filmkopi for over fem millioner kroner.

Men ifølge anklagemyndigheden var det ikke berettiget. Under retssagen blev der fremlagt e-mails skrevet af hende.

Samlet er der tale om to fakturaer. Den første på omkring to millioner kroner. For denne fremlagde anklagemyndigheden følgende udveksling mellem Susanne Fryland og en medarbejder:

- Vil du ikke lave en faktura til Filmnet. Det samlede beløb skal sendes til JSA (Johan Schlüter Advokatfirma, red.) hurtigst muligt.

Medarbejderen svarer:

- Der er ikke flere penge i Filmnet, lånt til CAB (et af de pågældende selskaber, red.). Kan du omformulere til Filmkopi?

Det gør Susanne Fryland.

Den anden faktura er på omkring tre millioner kroner. Her lyder udvekslingen, startende med medarbejderen:

- Hej Sus. Jeg bliver nødt til at gå 12.30 i dag. Registrering Danmark skal bruge to millioner mandag til moms.

Susanne Fryland svarer hurtigt:

- Hej Klaus, lav en regning til Filmkopi på registrering af nye kanaler.

Susanne Fryland er også anklaget for at have givet lån til sig selv fra Registrering Danmark til sine selskaber Fryland Rideudstyr og Fryland Trade & Marketing.

Hele sagen omhandler den i kulturkredse kendte advokat Johan Schlüter. Han stod i årevis sammen med Susanne Fryland for at inddrage og fordele rettighedspenge.

Men i 2014 blev Producentforeningen mistænksomme grundet nogle store administrationshonorarer. Nu står Johan Schlüter og Susanne Fryland anklaget for at have bedraget deres kunder for mere end 100 millioner kroner.

Alle nægter sig skyldige.

LÆS MERE OM SAGEN:
Grønlandsk virksomhed trukket ind i svindelsag
Mistænkelig millionregning startede Johan Schlüter-sag
Advokater anklaget for millionsvindel tropper op i byretten

Powered by Labrador CMS