Årets sidste koncert: Strejf af håb og lykke

Reportage og anmeldelse:

Den eftertragtede storscene i foyeren i Grønlands kulturhus Katuaq i Nuuk er indhyllet af et stort hvidt lærred og omkranset af det reneste hvide spotlight. Den venter på bjørnen over alle bjørne, den populære og eksperimenterende musikgruppe Nanook.

En trommedanser fra Thule-området i sin hvide anorak, bukser af isbjørneskind og kamikker træder op på den store scene. Han lukker øjnene og begynder at slå på sin tromme. Takterne får ham ind i en trance og han begynder at nynne og synge ‘nannumik qitornaqarneq’.

Det er en gammel sang, der er gået i arv i generationer hos polarfolket og der findes optagelser fra starten af det 19. århundrede. Den store folkemængde stirrer både betaget og undrende på manden.

Læs: Årets sidste koncert i Katuaq er en dobbeltkoncert

Musik skal føles med hjertet
Det er blod, sved og tårer, når tonerne rammer hjertet. De gamle følelser til en ekskæreste bliver vakt til live, og du mindes de gode gamle dage med et smil. Og selvom den næste følelse giver dig en følelse af afmagt over det mislykkede kærlighedsforhold og får dig til at tvivle lidt i det skjulte, bygges en ny følelse op. Det er en rus af lykke over din nye kærlighed eller udsigten til et nyt liv og glæden vælder op i dig. Sådan føles det, når de rigtige toner rammer hjertet.

Strejf af håb
Den populære indierockgruppe Nanook er kendt for at gå deres egne veje. I musikkens verden eksperimenterer de med forskellige lyde og melankolske tekster med et strejf af håb. Og på scenen er intet heller ikke overladt til sig selv. Gruppen er eksperter i overraskelser med gæster på scenen, det gælder også i årets sidste koncert, som de holdt tirsdag aften.

Nanook har solgt 15.000 cd'er. Og alligevel har der været spekulationer om, hvorvidt de vil kunne sælge billetter til koncerten, der er lagt på en hverdag og ikke mindst på dagen før nytårsaftenen. Men da gruppen overtog scenen, så jeg meningen med det hele. Musik er en følelse, og den skal opleves live, hvis man vil have det hele med. Det er det, folk er kommet for - de er kommet for pulsen - musikkens hjerteslag.

Læs: Årets sidste koncert i Katuaq er en dobbeltkoncert

Per Berthelsen som gæst
‘Timmissat taartut sumut minniarpisi’ synger den ene forsanger Christian K. Elsner, mens han bliver akkompagneret af hele sit band og ikke mindst sammen med aftenens største overraskelse for publikum, bandets allerførste trommeslager Martin Zinck. Han slog til hjertets rytme, alle sorgerne og tvivlen blev som blæst væk.

Midt i koncerten begyndte de at spille 'Inuit Nunaat', og nakkehårene rejste sig, da ophavsmanden til sangen, en af landet største rocklegender Per Berthelsen fra Sume pludselig kom op på scenen med sin guitar. Til sangen havde de også musikeren Malik Hegelund Olsen og aftenens forsanger til opvarmningen Hans Mortensen fra For Akia til at akkompagnere dem. Hele salen kogte af glæde og alle hoppede og sang med.

- Den bedste koncert i år, lød det fra en glad pige i 20'erne.

‘Kisimiinneq’ med de store følelser og temposkift er min favoritsang af alle Nanook-sangene og er skrevet af den anden forsanger Frederik K. Elsner. Og han leverede den sammen med den karismatiske Nina Kreutzmann Jørgensen. Der er ikke noget at sige til, at hun har en af de bedste kvindestemmer i landet.

Det er klart, at ikke alle kan lide Nanook, sådan er det med alle bands. Men for dem, der kom og oplevede årets sidste koncert, var glæden og tilfredsstillelsen stor. Og trods enkelte fejl med lyd og lys vurderer arrangøren Katuaq-koncerten som yderst vellykket med flere gæsteoptrædener som blandt andre Jenseeraq Olsen og Kimmernaq Kjeldsen. Der var 600 koncertgæster, lidt flere end sidste år.

Se billeder: Strejf af håb og lykke på årets sidste koncert