NunaMinerals

A: Naalakkersuisut kan ikke gøre mere for at redde Nunaminerals

- At bruge Nunaminerals politisk gør mere skade, end det nytter for landets renommé som et potentialt marked, siger næstformand for Atassut, Steen Lynge, med en hilsen til oppositionen

Næstformand for Atassut, Steen Lynge

Alt tyder fortsat på, at Nunaminerals må dreje nøglen om i løbet af kort tid.

Det delvist selvstyreejede mineralefterforskningsselskab er stadig ikke i stand til at opfylde dets betalingsforpligtigelser overfor selvstyret og har ingen likviditet til at fortsætte driften.

Hos koalitionspartiet Atassut er det da heller ikke optimisme på Nunaminerals' vegne, der præger partiet.

- Jeg mener, at Naalakkersuisut har gjort, hvad der skal til, og at vi må konstatere, at Nunaminerals måske er tabt medmindre også andre ejere vil det samme (eksempelvis nedsættelse af aktiekapitalen til 0 kroner og afnotering fra fondsbørsen i København, som selvstyret foreslog på den ekstraordinære generalforsamling i Nunaminerals i januar, red.). Der har været en uheldig udvikling på råstofområdet, og selskabet har måske ikke været god nok til at satse eller indordne sig udviklingen, siger Steen Lynge til Sermitsiaq.AG.

Han fremhæver, 'at det, der kan stå, må stå og det, der ikke kan stå, må falde'.

Læs: Nunaminerals har ingen likviditet til at fortsætte driften

Læs: Handel med Nunaminerals suspenderes

Gør mere skade end gavn
Steen Lynge føler trang til at forsvare Naalakkersuisut, da Inuit Ataqatigiit har 'slået til lyd for, at det alene er Naalakkersuisuts ansvar, at Nunaminerals står i den vanskelige situation, som selskabet står i i dag, og at det særligt er Naalakkersuisuts ansvar at redde selskabet':

- Som udgangspunkt er Nunaminerals et selskab, der betegnes som et højrisikoselskab, som nærmest kan sidestilles med at købe en lottokupon. Man enten taber eller vinder på disse selskaber.

- At bruge Nunaminerals politisk gør mere skade, end det nytter for landets renommé som et potentialt marked, vurderer Atassuts næstformand overfor Sermitsiaq.AG.

Fredag oplyste Ritzau Finans, at handlen med aktierne i Nunaminerals er blevet suspenderet på fondsbørsen i København.

På Nunaminerals' ekstraordinære generalforsamling den 29. januar blev det vedtaget, at selskabets aktieværdi blev nedsat fra 5 kroner til 10 øre pr. aktieandel, samtidig med at selskabets aktiekapital blev nedsat fra 137.954.700 kroner til 2.759.094 kroner til dækning af tab.

Læs flere artikler om Nunaminerals her

Powered by Labrador CMS