Her er han
67-årig har besteget Store Malene over 600 gange
Pensionist Jakob Amondsen har besteget Ukkusissat-fjeldet i Nuuk over 600 gange siden 2010
I midten af august måned besteg Jakob Amondsen Ukkusissat-fjeldet (Store Malene, red.) i Nuuk for hele 600. gang.
Den 67-årige pensionist begyndte at registrere og skrive dagbog om sine bestigninger i 2010.
- Jeg skriver meget kort om turen til fjeldet i dagbogen, hvordan vejret er, og jeg tæller nogen gange, hvor mange personer jeg møder på vejen, fortæller Jakob Amondsen til Sermitsiaq.AG.
100 om året
Han fortæller, at han har besteget Ukkusissat, der har to toppe på henholdsvis 759 og 780 meter, 528 gange fra 2010 til 2014 og allerede 97 gange i år, så det bliver 625 ture i alt.
- Mit personlige mål er 100 bestigninger om året, og jeg vil gerne nå 1.000 bestigninger i den nærmeste fremtid, fortæller Jakob Amondsen.
For at nå sit mål, går Jakob Amondsen to gange i træk om dagen til Ukkusissats top og ned igen, og det har han gjort 35 gange i år. Sådan en tur tager omkring fire timer for ham. Nogen gange går han op tre gange i træk.
Den 67-årige pensionist understreger, at han kun går på fjeldet, når han mener stien er god nok, om det så er vinter, sommer, lyst eller mørkt.
Men han erkender, at turene er mest om sommeren.
Berømt
Efter en af Jakobs gamle kollegaer har fortalt om hans bedrift på Facebook, mærker han, at folk genkender ham, når de møder ham i fjeldet og vil gerne få taget et billede sammen med ham, fortæller han med et smil.
Første gang han besteg Ukkusissat var i 1963, da han gik på realskole som 15-årig.
Siden er det blevet til mange ture, efter han flyttede til Nuuk fra Maniitsoq i 1985, hvor han arbejdede som uddannelseskonsulent i kommunen i 25 år.
Jakob Amondsen påpeger, at man skal have de rigtige sko og tøj på, når man skal bestige fjeldet. Og altid tage affaldet med sig, og ikke bare efterlade det.
- Jeg har måttet samle affald mange gange i fjeldet, siger Jakob Amondsen.
Kræver tid
Han finder det vigtigt, at man går sammen med nogen, når man tager op på fjeldet og helst undgå de dage, når der er glat eller tåget.
Jakob Amondsen påpeger også, at fjeldturene kræver meget tid og vilje.
- Jeg gør det, da jeg er glad for det og har interesse for det, slutter han.
Se også:
Igen! Endnu en redningsaktion på Store Malene
Alle artikler om Ukkusissat / Store Malene