dødsfald

50-årig druknet ved Narsarsuaq

Påsejling af isskosser formentlig årsag til ulykke

En 50-årig mand er druknet efter en ulykke med hans jolle i nærheden af Narsarsuaq. Det fortæller politiet i en pressemeddelelse.

Manden sejlede tidligt mandag morgen kl 3.30 i en åben jolle fra fåreholderstedet Tasiluk med retning mod Narsarsuaq. Både politiet og frivillige deltog i eftersøgningen af manden.

Sidste livstegn via telefonsignal
Politiet i Kujataa iværksatte en eftersøgning fra havnene i Qaqortoq og Narsaq. Teleoplysninger viste, at mandens mobiltelefon senest havde haft forbindelse via en telemast på en fjeldtop i Igaliku ved 7.30-tiden om morgenen.

Derfor eftersøgte politiet og en række frivillige borgere med både i området mellem Narsaq og Narsarsuaq. I den forbindelse blev der fundet flere personlige ejendele fra manden, samt dele fra en jolle, syd for Ipiutaq.

Fundet druknet
Eftersøgningen blev mandag indstillet på grund af mørket.

I går, tirsdag blev eftersøgningen genoptaget, og her deltog også Arktisk Kommando med deres Lynx-helikopter fra inspektionsskibet Thetis samt igen frivillige borgere.

Omkring kl. 15.20 blev den eftersøgte så fundet død. På baggrund af myndighedernes ligsyn blev det konstateret, at afdøde var afgået som følge af drukneulykke.

Jolle ikke fundet
Politiet formoder, at ulykken kan være sket som følge af påsejlning af iskosser under jollens sejlads til Narsarsuaq, fortæller Laila Fleischer, fungerende regionsleder, politiet i Kujataa. Mandens jolle er endnu ikke blevet fundet.

- Eftersøgningen fik desværre en tragisk udgang, men vi sætter meget pris de mange frivillige, der deltog på eget initiativ med eftersøgningen, siger Laila Fleischer på vegne af alle de myndigheder, der bidrog med eftersøgningen.

Powered by Labrador CMS