teknologi

Med 360-video: VG udfordrer sanserne i jagten på flere turister

Visit Greenland (VG) har taget et sansefyldt våben i brug, når de skal overbevise resten af verden om landets fortræffeligheder.

360-graders video er et af de nyeste redskaber, som i fremtiden vil bruge for at lokke flere turister til Grønland. Se videoen nederst i artiklen. Visit Greenland

Det evige spørgsmål for det nationale turistbureau er, hvordan man kan få lokket så mange turister til landet som overhovedet muligt?

Medarbejderne på Visit Greenland er ikke i tvivl om, at man skal udnytte de nyeste og mest moderne teknologier: VR - Virtual Reality - eller 360 graders video/foto, som er blevet et fokusområde, hvor bureauet går all-in.

Det skriver avisen Sermitisaq i seneste udgave af avisen.

Sanser aktiveres

Siden november 2016 har Aningaaq Pelé Rosing Carlsen, visuel prodoktionsleder, været i gang med at producere VR-film, som på sin helt egen og unikke måde spiller på modtagerens sanser i forsøget på at skabe en aha-oplevelse.

Sermitsiaq.AG's journalist var så heldig at blive tilbudt en slædetur, mens understregede sad ved konferencebordet i Visit Greenlands hovedkvarter i Nuuk.

Uden for skinnede solen flot over byen og Godthåbsfjorden. Inden for blev jeg udstyret med VR-briller, og pludselig var jeg sendt ud i den barske, men vanvittigt smukke natur i Tasiilaq, siddende på en hundeslæde.

Tempofyldt oplevelse

Medernes og sneens knitren samt hundenes halsen høres igennem hovedtelefonerne og uanset, hvor du drejer hovedet, så ser dude sneklædte landskaber på en måde, så man tror, at man blot ved at række ud med hånden kan få sne mellem fingrene. Og det foregår i et rasende hundetempo.

Jeg kigger mig over skulderen og opdager, at der er en hund, der sakker agterud for slæden.

- WOAW, udbryder jeg i lokalet.

- Kan det blive større?, tænker jeg.

Jeg er solgt!

Og solgt, det er netop hele ideen med Visit Greenlands satsning på Virtuel Realityteknologien.

Messe for turistbranchen

Den 20. september holdes i Nuuk den store Vestnorden Travel Mart, en årlig fagmesse for turisterhvervet med fokus på Island, Færøerne og Grønland.

Her vil flere hundrede rejsearrangører og agenter, turismefolk og journalister fra mange lande deltage, og i kampen om disse folks fokus får Virtuel Reality-filmene en helt særlig rolle.

E-marketing konsulent Aviaja Lyberth fortæller, at der på messen vil blive indrettet et stort lounge-område, hvor messegæsterne kan slappe af. Og i midten vil der være en platform, hvor gulvet er et kompas.

Her vil man kunne vælge VR-briller, som er udstyret med helt særlige film fra fire forskellige områder i Grønland: Nord, Syd, Vest og Øst.

Det kan man opleve via VR

Vælger man VR-brillen for Østgrønland kan man få en 360 graders filmoplevelse med føromtalte hundeslædetur samt en fjordsejlads om sommeren i Tasiilaq-området.

I Sydgrønland får man en tur i de varme kilder, kajaktur mellem fjordene og en vandretur i landbrugslandet.

I Nordgrønland kan man komme på hvalsafari og en vintersejltur ved det smukke Ilulissat, og selvfølgelig er der også tilrettelagt en snescootertur fra området mellem Sisimiut og Kangerlussuaq.

Fra Nuuk kan man opleve en tur gennem byen og de historiske steder (se 360-videoen nederst i artiklen, hvor du med piletasterne i øverste venstre hjørne selv kan bestemme, hvor du vil se hen).

De mange filmoptagelser vil ikke kun blive en oplevelse for de professionelle turistfagfolk. Meningen er, at filmene skal ud på andre digitale platforme, så som Youtube, Facebook og Visit Greenlands egen hjemmeside.

Oplevelsen på Youtube vil være noget reduceret, når du ikke får den totale oplevelse, men du vil kunne dreje rundt på filmen, så du interagerer og selv bestemmer fra hvilken vinkel, du ønsker at opleve filmoptagelserne.

Perfekte smagsprøver

Såvel Aviaja Lyberth som Aningaaq Pelé Rosing Carlsen mener, at Visit Greenland har skabt de perfekte smagsprøver på, hvad det vil sige at vælge Grønland som turistdestination.

- Det har været en lærerig proces. Der har været nogle udfordringer, specielt med optagelser af nordlys, men derudover er det gået godt, fortæller den visuelle produktionsleder Aningaaq Pelé Rosing Carlsen, der er udddannet film og tv-produktionstekniker fra Medieskolerne i Viborg.

Se en 360-graders video fra Nuuk her. Der er mulighed for selv at bestemme, hvor hen man vil kigge ved at trykke på piletasterne i øverste venstre hjørne:

Powered by Labrador CMS