på kommunal charmetur

'1.799 meter atlantisk landingsbane ligger lige for'

Naalakkersuisoq for infrastruktur, Knud Kristiansen, siger onsdag, at der intet er til hinder for at bygge en atlanterlufthavn i Nuuk og at forlænge landingsbanen i Ilulissat

Måske vil en atlanterflyver som Norsaq her kunne lande i Grønlands hovedstad en dag. Det håber i al fald det ansvarlige landsstyremedlem på området, Knud Kristiansen

Hvad venter vi på? Det er nærmest budskabet fra naalakkersuisoq for infrastruktur, Knud Kristiansen, der i disse dage er på glad rundrejse hos landets borgmestre.

Det drejer sig om nye og længere lufthavne, og onsdag mødtes han med borgmester i Nuuk, Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit.

Der er 'stor enighed om udviklingen af luftfartsinfrastrukturen' i Kommuneqarfik Sermersooq, meddeler Atassut-politikeren.

Lige til at gå i gang med
- Alle elementerne i de tre infrastrukturpakker er lige vigtige, men en udvidelse af landingsbanen i Nuuk samt Ilulissat, som i øvrigt er lige til at gå i gang med, har meget høj prioritet hos Naalakkersuisut, lyder det fra Knud Kristiansen.

Asii Chemnitz Narup er godt tilfreds med, at Naalakkersuisut mener, at det ikke kan gå hurtigt nok med at få gang i det første spadestik til udvidelsen af landingsbanen i Nuuk.

Knud Kristiansen har lige nu tre infrastrukturpakker i spil, og dem forklarede han til Asii Chemnitz Narup. Hun var selvfølgelig særligt interesseret i delplanen for Sermersooq, der blandt andet rummer en udvidelse af landingsbanen i Nuuk til en 1.799 meter atlantisk bane med al tilhørende opgradering af faciliteterne samt lufthavnsterminalen.

Vejregulering allerede i gang
IA-borgmesteren tilkendegav, at kommunen er godt i gang med at planlægge trafikregulering blandt andet. I en fællesudtalelse skriver hun og naalakkersuisoq for infrastruktur:

- Borgere, erhvervslivet og et kommende modtageapparat til turister i hovedstaden fortjener at få vished om konkrete planer og et tidshorisont for udvidelse af landingsbanen i Nuuk.

- Vi vil med vores møde påpege, at det er nok med de mange undersøgelser, redegørelser og indstillinger, der er blevet lavet igennem årene. Det er vores håb, at Inatsisartut snarest vil tilkendegive velvilligt på vores fælles mål om at man hurtigst muligt går i gang med en udvidelse af landingsbanen i landets hovedstad.

Vi kan gøre det selv, lover kommunen
Hvis ikke der kommer handling fra Inatsisartuts side, så er kommunen klar til at tage over og selv føre projektet, lover borgmesteren.

Også for Østkysten fremlagde Knud Kristiansen onsdag lufthavnsplaner for Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester. Planerne om nedlæggelse af landingsbanen i Nerlerit Inaat (Constable Pynt) og i stedet få bygget en ny bane i nærheden af Illoqqortoormiut ved Uunarteq fortalte han om, ligesom planerne om etablering af en lufthavn i nærheden af Tasiilaq.

Mangler kun håndtryk med én borgmester
Men sidstnævnte har en længere tidshorisont end en udvidelse af landingsbanen i Nuuk og en flytning af lufthavn til nærheden af Ittoqqortoormiit, fortæller departementet.

Det samlede lufthavnsforslag bliver sammenlagt på Inatsisartuts efterårssamling 2015, er planen. Knud Kristiansen, naalakkersuisoq for infrastruktur, har også afholdt møder med borgmestrene i Kommune Kujalleq og i Qaasuitsup Kommunia, og efter mødet med Asii Chemnitz Narup er hans næste mål et møde med borgmesteren i Qeqqata Kommunia, Hermann Berthelsen.

Powered by Labrador CMS