16-åriges udstilling er kommet til Nuuk - med et budskab til politikerne

Michelle Thårup Andersens projekt om unge rollemodeller kan fra søndag ses på Nuutoqaq Nuuk Lokalmuseum

16-årige Michelle Thårup Andersen har interviewet 12 andre unge, som hun opfatter som rollemodeller.

Nu er udstillingen med video og billeder nået frem til Nuuk.

De 12 unge rollemodeller er ganske forskellige og har derfor også forskellige styrker. Derfor har de også forskellige budskaber til deres jævnalder – og ikke mindst til de voksne.

Og på den måde kommer udstillingen muligvis meget passende her midt i valgkampen. Da den oktober sidste år åbnede i Qaqortoq, sagde Michelle Thårup Andersen nemlig:

- De fleste politikere taler mest om de dårlige ting og ikke nok om, hvordan vi kan gøre forholdene bedre. Derfor er det vigtigt med de positive budskaber, som rollemodellerne kommer med.

I dag fredag den 6 april ville der være lukket arrangement for de unge rollemodeller samt deres familier. Søndag åbner udstillingen på Nuutoqaq Nuuk Lokalmuseum.

Powered by Labrador CMS