Udvalg forsøger igen – indkalder til samråd om forfatning

Lovudvalget vil have svar fra Naalakkersuisut på en række spørgsmål om arbejdet med forfatningen, og det skal ske ved et åbent samråd.

I marts blev et åbent samråd om forfatningsarbejdet aflyst på grund af logistikproblemer, der betød, at flere medlemmer af Lovudvalget ikke kunne deltage i det planlagte samråd.

Nu forsøger Lovudvalget i Inatsisartut at få afholdt samrådet, som denne gang er sat til at blive afviklet 22. april.

Lovudvalget vil med udvalgsformand Anders Olsen (S) i spidsen kræve svar fra naalakkersuisoq for selvstændighed på en række spørgsmål om forfatningsarbejdet.

Udvalget ønsker blandt andet en uddybende forklaring på, hvilke punkter i forfatningsudkastet, som Naalakkersuisut særligt betragter som ufærdige.

Hvem skal rejse rundt?

Udvalget ønsker også svar på, hvordan Naalakkersuisut vil inddrage befolkningen i det videre arbejde, hvor Naalakkersuisut tidligere har oplyst at Forfatningskommissionen skulle rejse rundt i landet.

Det finder udvalget betænkeligt, fordi kommissionen er nedlagt:

- Udvalget vil derfor gerne høre Naalakkersuisuts planer for disse debatmøder, og hvem der skal stå for disse, skriver Lovudvalget i en pressemeddelelse.

Samrådet skal afholdes i Inatsisartut 22. april kl. 14 til 15, og det er åbent for op til 15 tilhører. Det er nødvendigt med tilmelding, oplyser udvalget.

Powered by Labrador CMS