Forfatning: Nyansatte embedsfolk er lige gået i gang

Naalakkersuisoq for selvstændighed og udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), står skoleret og forklarer mandag Inatsisartuts lovudvalg hvor fremskredent, Naalakkersuisuts arbejde med Grønlands kommende forfatning, er.

Det er lykkedes Inatsisartuts Lovudvalg at få enderne til at mødes og indkalde Naalakkersuisoq for selvstændighed og udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), til et åbent samråd mandag den 22. april klokken 14.00 for at få status for forfatningsarbejdet.

Lovudvalget ønsker blandt andet at vide, hvilke punkter i forfatningsudkastet, Naalakkersuisut synes er ufærdige:

- Der er flere redegørelser og forklaringer på flere af paragrafferne, der ikke indgår i forfatningsudkastet. Departementet skal i den nærmeste fremtid gennemarbejde flere af afsnitterne. Derfor betegnes forslaget som ufærdigt, siger Vivian Motzfeldt ved mødets begyndelse.

Nyansatte embedsmænd

Naalakkersuisoq fortæller videre, at departementet nu er i gang med at fylde hullerne i udkastet med blandt andet forklaringer på paragraffer. Ifølge naalakkersuisoq er departementet stadig i gang med at finde ud af, hvor fremskredent arbejdet er, da det er overtaget fra Formandens Departement.

- Det er først omkring nytåret, at arbejdsfordeling af ressortområder er kommet på plads, siden departementet for selvstændighed blev etableret. Så departementet er lige kommet på plads med ressortområderne, deriblandt arbejdet med forfatning, lyder det fra Vivian Motzfeldt.

Der er i øjeblikket to embedsfolk på sagen, og Naleraqs Hans Enoksen spørger, om der skal ansættes flere. Vivian Motzfeldt svarer, at der er mulighed for at ansætte en medarbejder mere samt en projektmedarbejder på deltid. Dermed kan omkring tre-fire medarbejdere arbejde fuld tid på forfatningen.

Hvad med inddragelse?

Lovudvalget vil også vide, hvordan befolkningen skal inddrages i arbejdet med Grønlands kommende forfatning med blandt andet en letlæselig udgave.

Her oplyses det, at departementet stadig er i gang med at finde ud af, hvad formandsdepartementet har arbejdet med, i forhold til forfatningen og oplysningskampagner derom. 

Hvordan forfatningen kan gøres letlæselig, er stadig i gang. Departementet undersøger, om paragraferne skal laves færdigt først, eller om der løbende skal arbejdes på at gøre forfatningen letlæselig for borgerne.

Hvem skal møde borgerne?

Lovudvalget spørger også ind til, hvorfor medlemmer af den nu nedlagde Forfatningskommission skal være med på en rundrejse i Grønland for at oplyse borgerne om arbejdet.

- Naalakkersuisut er åben for at tidligere medlemmer af kommissionen bruges  i oplysningsarbejdet, fordi disse har stor viden i arbejdet. De kan endvidere bruges ved tvivlsspørgsmål. Men generelt er det politikernes arbejde at videreformidle forfatningsudkastet og det videre arbejde, siger Vivian Motzfeldt.

Naalakkersuisoq oplyser videre, at borgermøder i samarbejde med kommuner er på tegnebrættet. Her kan kommuner hjælpe til med at komme ud med oplysninger på arbejdet og forfatningens forskellige afsnit til bygder og yderområder som Qaanaaq.

Rundrejse og podcast

Der kan tales desuden om folkeafstemning om bestemte afsnit i forfatningen, så borgere kan være med til at udforme forfatningen.

Der planlægges rundrejse i Grønland med borgermøder i august. Rundrejsen bliver formentlig i tre uger, og udover rundrejse er der planer om oplysningsmøder særskilt i Tasiilaq og Qaanaaq. 

Dertil kan der komme podcasts om forfatningen og dens afsnit, så flere borgere bliver oplyst.

Udvalg: Undgå løse ender

Til slut under samrådet kommer Lovudvalget med en opfordring til Naalakkersuisut.

Udvalget opfordrer til at koordinere arbejdet med forfatningen, så den kommer som et fuldkomment forslag, som samtlige partier og borgere kan stå bag. 

Udvalget opfordrer naalakkersuisoq til at arbejde med forfatningen, så der ikke er løse ender, når forfatningsarbejdet er færdigt.

Powered by Labrador CMS