Aftale om tilsandet sejlrende på plads

Naalakkersuisut har lavet aftale med selskabet Polar Dive om oprensning af sejlrenden til Kangerlussuaq.

- Det er meget positivt, at der er indgået aftale, for det er presserende, at arbejdet med at oprense sejlrenden snart kommer i gang, siger John Rasmussen, direktør i Sikuki Nuuk Harbour. (Arkivfoto)

Aftalen med Polar Dive betyder, at oprensningen af sejlrenden kan gå i gang, når det første skib i år kommer til Kangerlussuaq. Det oplyser Naalakkersuisut på sin hjemmeside.

Det glæder i den grad havnedirektør for Sikuki Nuuk Harbour, John Rasmussen.

Sikuki Nuuk Harbour står nemlig for selve driften af havnen i Kangerlussuaq, og John Rasmussen siger til Sermitsiaq.AG, at oprensningen er særdeles påkrævet:

- Det er meget positivt, at der er indgået aftale, for det er presserende, at arbejdet med at oprense sejlrenden snart kommer i gang. Den tilsander med 25 cm hvert eneste år, således at dybden i sejlrende mindskes, siger John Rasmussen og fortsætter:

Kunne ikke sejles på

- I 2023 var der flere timer på hver side af lavvande, hvor man ikke kunne sejle ind med hverken en pram eller de både, som krydstogtskibene benytter.

- Så det er rigtig positivt, at der er indgået en aftale, siger John Rasmussen.

Sejlrender er 800 meter lang og 40 meter bred, og den fulde oprensning strækker sig ind i 2025 for at sikre den nødvendige dybde og fremkommelighed i flere år fremover, lyder det fra Naalakkersuisut.

Powered by Labrador CMS